HUGO Awards er film- og medievidenskabs årlige prisuddeling og show, som hylder den unge, danske filmkunst. Ordet er stolt af kunne præsentere et samarbejde og bringe anmeldelser af en række nominerede kortfilm. Årets show finder sted lørdag d. 3. juni på Docken i Nordhavn.
Nu skal det jo nok blive godt igen
Produceret af Karoline Juul Christensen, Sofie Rafael Sørensen Wichmann, Emil Knüppel, Rikke Hesselvang og Laura Aagaard Sørensen
”Jeg er så fucking træt af at være syg.”
Laura er kronisk syg. Det er undertegnede også.
Laura har colitis ulcerosa, en kronisk tarmsygdom. Præcis den slags sygdomme løber i min familie – fra Crohns, hen over colitis, til IBS.
I sommeren ’22 får Laura en slem opblussen. Hendes indvolde kramper, hun brækker sig og hun har feber. Først vil hun ikke ringe 112, for så erkender man jo, at der er noget alvorligt galt. Efter en helvedesnat ender hun på Herlevs akutmodtagelse.
Hun får en række nødmedicin – bl.a. binyrebarkhormon, der er en ond satan. Det skal man ikke blive på, hvis man kan undgå det. Men hvis nødmedicinen ikke virker, så hedder det operation og stomipose. Det er ikke det, man har lyst til at høre, når man lige er blevet 23.
Egentlig handler Nu skal det jo nok blive godt igen ikke om stomiposen. Dokumentaren handler ikke om det stigma, der er associeret med den.
Den handler om oplevelsen af at være kronisk syg. Den består af hjemmevideo og interview, og de optagelser handler mest af alt om indlæggelser på indlæggelser, smerter og gedigen udmattelse og den absurde følelse af at være en besværlig patient.
Med uhyre enkle virkemidler og en hudløst ærlig hovedperson skildrer Nu skal det jo nok blive godt igen så præcist som en skalpel kronisk sygdom og dens indvirken på en ung krop og et ungt sind. Man ender med en fornemmelse af, at man kender Laura intimt og fuldstændig forstår hendes oplevelse.
Og mere end det, så ser jeg mig selv i hende. Vores sind og kroppe vækker genklang – hendes tårer er mine tårer. – Kim Sidsel Minva
Papertown
Skrevet og instrueret af Anna-Sofie Uth Juncker, produceret og klippet af Lukas Valentin og filmet af Nick Gray
Arbejdslivet er ofte kendetegnet ved struktur og rene linjer; hvide vægge og sammenhæftede papirer; alting sorteret og i orden. Men i musikvideoen til Northfields Papertown har galskaben taget over, og det åbne kontorlandskab er forvandlet til et klaustrofobisk rum beboet af videoens fire karakterer, der bevæger sig rundt som hjerneløse zombier, mens de udfører tilsyneladende nytteløse opgaver.
Med kaotisk klipning og et nærgående kamera, som bevæger sig helt tæt på karakterernes ansigter og forvrængede i grimasser, formår filmskaberne at skabe en stemning, der emmer af vanvid. Det hjælpes godt på vej af den flotte scenografi, der med sine fremtrædende 70’er farver skaber sit eget lille lukkede univers. Et univers, der føles tilpas fremmedgørende til at eksistere uden for virkeligheden.
Anna-Sofie Uth Junckers vision for musikvideoen skinner klart igennem. Fra skuespillernes overdrevne mimik til de tekniske aspekter, mærker man en desperation, der går godt i hånd med Northfields sang. Det hele rundes elegant af, da hovedkarakteren tager rampelyset i et sidste forsøg på at danse alle problemerne væk. – Joakim Søgaard
Kommentarer